GENERATION: CURLING

Vi er to piger der, i vores projektopgave i 9. klasse, skrev om curlinggenerationen. Vi syntes det var meget svært at finde materialer, så for at hjælpe andre har vi valgt at udgive den skriftlige del af vores opgave her.

Denne del er skrevet på engelsk da vi manglede tværfaglighed i vores opgave.

Introduction

Today, we are living in a society where many young people are having tough time trying to take care of themselves. All through their lives their parents have helped them, and they have learned that if there’s something they can’t take care of, their parents will take over and handle the things for them. In the end they get so used to it that they never even try. They’re counting on their parents to it for them, like they always have.

Along the years it has been more and more common to see these children, actually it has become a whole new generation. It’s called the “curling-generation” because the brooms that sweeps before the stone in curling, so that it moves forward faster, symbolizes the parents, who sweeps away every obstacle their little precious darlings should hit, so that they can make it all the way to the top. The stone that, because of the brooms, glides smoothly into the middle of the circle and scores max points is, in this case, the children.

But what happens to the curling kids when they don’t have their parents anymore? Suddenly they are left all alone, and how will they be able to take care of themselves, when they are so used to getting everything served without them having to do anything at all? They think that people will come up to them and offer them good jobs, and they think that they will still get everything served.

Besides the fact that this generation needs to learn how to take care of themselves, they also have to deal with the fact that they will have to solve some pretty significant problems. Here I’m referring to things like the climate changes, which can result in serious consequences for the world, as we know it today. If problems like this don’t get solved in the nearest future the cost can be fatal, and it’s our generation, the curling-generation, who has to deal with it. Other severe problems like the economical crisis also have to be solved by the curling-generation. If they can’t do it, it could possibly be too late to make up for it. That’s why it is very important to find the consequences of this curling-generation/-kids and what you can do to stop this increasing generation. That is what this paper is about.

Hvad er curlinggenerationen?

                CURLINGGENERATIONEN/-BØRN/-FORÆLDRE

 

 

Curling: [ˈkœːleŋ] Spil på isbane. Oprindeligt en skotsk vintersport. Spilles med sten forsynet med håndtag. Disse kastes mod et cirkelformet mål, så havner så nær centrum som muligt; til styring af stenens bane fejes isen foran stenen.

Curling-forældre: [ˈkœːleŋ-fʌˈεlˀdʁʌ] Forældre som vil gøre alt for at rydde vejenfor deres børn, så de hurtigt, let og smertefrit kan komme frem i forreste række.

Curling-barn:     [ˈkœːleŋ-ˈbɑˀn] forkælet barn der overbeskyttes og serviceres af dets forældre uden at de stiller krav.

 

Ordet ”curlingbørn” blev for første gang hørt i 1999. Dengang var der ikke mange der kendte til begrebet, men der var overraskende mange der var curlingbørn og –forældre. I 2000 tilbragte mere end 60% af alle børn over 45 timer i deres institution ugentligt, og i de 3 år et barn gik i børnehave i år 2000 så pædagogerne børnene 50% mere end forældrene[1]. Altså, børnene brugte hele dagen i børnehaven, og når de så blev hentet af forældrene havde de travlt med at handle ind, lave mad, rydde op og tage sig af sig selv, ved for eksempel at se tv og sidde på computeren. Det betyder at forældrene stort set kun havde weekenderne til at være sammen med deres børn. Der ville de selvfølgelig gerne indhente pædagogernes forspring, så for at charmere sig ind på børnene forkælede de dem og gav dem hvad de ville have. Derfor var det egentlig pædagogerne der stod for opdragelsen af børnene, mens forældrene bare hyggede sig med dem.

 

Det er selvfølgelig klart at børnene var nødt til at blive passet og opdraget mens forældrene var på arbejde. Det at børnene skulle være i institutionerne var heller ikke det egentlige problem. Det var snarere det at der var mere fokus på kvantitet end kvalitet. Det lyder jo egentlig ikke så slemt, for der skal jo være plads til alle, men der er vel altid plads til et par ekstra. Resultatet af det blev dog at forældrene fokuserede så meget på at give plads til alle, at de kom til at behandle deres børn som burhøns. Når 8 pædagoger får ansvaret for 100 børn[2] bliver det svært for pædagogerne at opdrage alle børnene, og når forældrene heller ikke har tid eller lyst, så bliver det jo ikke gjort.

Selv helt frem til i dag tør forældre mindre og mindre. Forældrene har svært ved at sige ”nej” til børnene og skælde dem ud, fordi de gerne vil have at de skal have det så godt som muligt. Forældrene kan ikke holde ud at se på et hylende barn der ikke får sin vilje, så derfor giver de bare op og giver barnet det de vil have. Sådan lærer børnene at, hvis de bare fælder en tåre og bliver kede af det skal de nok få deres vilje. På den måde bliver de vant til det og børnene får ingen grænser, hvilket de ofte tror, gælder for dem hele livet, så de gør stort set bare hvad der passer dem.

Det er vigtigt at børn udvikler sig, og i børnehaver og andre institutioner gør man det på den måde at børnene hele tiden bliver mødt med udfordringer lidt over deres niveau. Børn lærer jo ikke alting af sig selv, de har brug for nogle hænder at holde i når de skal lære at kravle, eller nogen til at holde fast i cyklen til de selv kan. Men nu til dags tør forældrene ikke slippe cyklen. De er bange for at der skal ske noget med deres små guldklumper, så de bliver bare ved med at holde fast i cyklen. På den måde lærer børnene ikke at magte nederlaget ved, for eksempel, at falde på cyklen og slå sig. Børnene lærer ikke hvordan det er at have lidt modgang, og de får meget lidt selvværd. De kan ikke fungere på en arbejdsplads, for hvis de får en chef der er lidt dum nogle gange, går klappen fuldstændig ned, og de ved ikke hvad de skal gøre. Så er det at de søger hjem til mor og far for hjælp, men forældrene opdager ikke problemet i det. De tænker bare: ”Wauw, mit barn på 24 har stadig brug for mig!” Også hjælper de gladelig, i stedet for at sige ”op på hesten igen!”

Men det er ikke alle curlingbørn der reagerer sådan på forældrenes manglende opdragelse. Andre børn bliver meget lidt opmærksomme på dem selv, og samtidig tror de at de er de bedste i verden til alting, for det har de jo altid fået af vide. Selvfølgelig skal man ikke sige til en 4-årig: ”Hold da op, det er da den grimmeste tegning jeg længe har set”. Men det er måske en god idé at stoppe de unge mennesker inden de, for eksempel stiller op i X-Factor. For der får de ren besked, de bliver faktisk ydmyget foran hele Danmark. Man kan også se at de er helt smadrede bagefter, for de har jo altid troet at de kunne synge. Der ville de fleste nok have fortrukket at mor eller far lige stoppede dem og sagde: ”Det kan godt være det måske ikke lige er sang, du skal blive til noget stort indenfor”. Forældrene tror så at børnene vil blive sure på dem, og ja, det kan da godt være at de så går og surmuler lidt, men så længe at forældrene så husker at fortælle børnene når de er gode til noget, de rent faktisk er gode til vil de få meget mere selvtillid, og de vil undgå at blive ydmyget af en eller anden de ikke kender så godt som deres familie.

Men forældrene går så meget op i at de skal være venner med deres barn i stedet for forældre. De vil så gerne have at børnene er glade og at de kan lide dem, og det tror de at de opnår ved at give børnene alt hvad de peger på. Men egentlig får børnene bare snoet deres forældre om deres lillefinger, hvilket gør dem hamrende usikre. Da vi interviewede Hanne Bendi Jespersen, børnehus-/diskriktsleder Grantoften-Ballerup, kom hun med et rigtig godt eksempel om deres naboer:

”I halvanden time havde faren stået ude foran døren, fordi han (barnet, red.) ikke ville gå ind over dørtrinnet. Vi spurgte hvorfor de ikke bare bar ham ind, hvortil han svarede: ”Jamen han vil ikke!”

Den lille dreng havde fuld kontrol over han fuldvoksne far, og det får jo drengen til at føle sig meget usikker, og han kommer til at tænke: ”Når ikke engang far kan passe på mig, hvem kan så? Jeg kan styre ham til at stå herude i halvanden time!”. Den glemmer mange af curlingforældrene, for de tænker bare på at deres børn skal have det godt, det skal de jo selvfølgelig også, men børnene for mere ud af at nogle forældre der også godt tør lære dem noget. Mange af forældrene mangler også noget fornemmelse. De tør ikke træde i karakter og opdrage. Forældrene mangler fornuft, man kan for eksempel se det på overvægtig børn i Danmark. Der er blevet ca. 40000 flere overvægtige børn i Danmark siden 1995[3]. Det kan være fordi at forældrene ikke ved hvor meget en portion er. De bliver ved med at skovle op til barnet, som var det en voksen mand. Børn skal jo langtfra spise som en voksen mand når de kun er nogle få år gamle. Men det er da de færreste der ved hvor meget deres barn skal have at spise lige fra fødslen. De fleste finder dog ud af det, ved at mærke efter. Men det tør de her curlingforældre ikke. Tænk nu hvis deres barn ikke fik nok mad!

Mange børn hvis forældre agerer kammerat for dem, i stedet for forælder, mangler respekt for deres forældre men også andre voksne. De kan risikere at blive til de der unge der siger: ”Fuck dig, det er da ikke mit problem!” hver gang de bliver bedt om noget. Får de lidt modgang går det også helt galt for dem, og det er dem der ofte kan finde på at dulme smerten med alkohol eller stoffer. Det er tydeligt at alkoholforbruget i Danmark er stigende[4], det kan være et tegn på at der er kommet flere og flere curlingbørn, hvilket jo ikke er så godt.


[1] Kilde: Bent Hougaard i bogen ”Curling-forældre og service-børn”

[2] Dette er i år 2000

[4] Kilde: PDF-filen ”Alkohol” fra hjemmesiden http://www.si-folkesundhed.dk

Hvem er typisk med i denne generation?

Indholdet af generationen

 

VI har prøvet at undersøge om det hyppigst er mor eller far der er curlingforælder. Ifølge Keld Stattau, Rektor på Stavnsholtskolen, er det mest fædre der ses som tydelige curlingfædre. De kører barnet i skole, bærer barnets skoletaske helt ind i klassen, hvor de lægger madpakken i køleskabet, og barnet skal ikke løfte en finger selv. I Børnehaven mener Hanne Bendi Jespersen dog at det er mødrene der er mest tilbøjelige til at give efter for barnets ønsker. Her er det oftest sådan at faderen tør sige mere til barnet, tør opdrage mere end moderen der er meget behagesyg.

Vi tror at der nok er omtrent lige så mange drenge som piger, der er curlingbørn. Men de reagerer dog ikke helt ens på den manglende opdragelse. Drenge bliver tit mere uregerlige og vilde. Netop nu kører der den her debat med at rigtig mange børn har ADHD. Men det er slet ikke sikkert. De kan også bare være curlingbørn. De spæner rundt og tror de må alt. De kan finde på at slå de andre børn, eller måske stå på skateboard indenfor. Ting som helt almindelige mennesker aldrig ville gøre, for vi er blevet opdraget til, at det gør man bare ikke! Når pædagogerne så fortæller drengen at det må han altså ikke, kommer forældrene hen til pædagogen og spørger: ”Hvorfor ikke? Hvis det er det han syntes er sjovt?” Og så står pædagogerne helt af.

Piger kan derimod blive mere snobbede. De lukker sig lidt inde i sig selv, og er asociale. De veninder som de så har, forventer de meget af. Det er typisk disse piger som bliver ”leder” af en klike, de andre piger ser op til hende fordi hun har alt, og hun må alt. Pigen føler sig så populær og derfor glad, og det lægger forældrene mærke til, og det ser de som et tegn til at fortsætte med at forkæle pigen.

På skoler og i børnehaver ses der tydeligt at forældre til enebørn oftere bliver curlingforældre, end forældre til flere børn. Dette kan skyldes at der kun er ét barn at holde øje med, ét barn som får forældrenes fulde opmærksomhed hele tiden.

Hvorvidt forældrene er skilt eller ej kan også være en afgørende faktor. Skilte forældre vil som regel gøre alt for at undgå at barnet siger ”jeg vil hellere være hos mor” eller ”jeg vil helst sove hos far”. De vil begge gerne være den gode forælder, så de giver barnet alt de kan drømme om, og mere til. Det er deres værste mareridt at barnet skulle foretrække den anden forælder, og det kan de fleste børn godt gennemskue relativt hurtigt. Hvis der er noget som den ene forælder nægter barnet kan barnet bare sige: ”Jamen, for mor må jeg godt…” også får de det de ville have med det samme. Specielt disse børn har ingen grænser, for de har muligheden for at bestemme deres egne grænser. De fleste børn vil nok, derfor, foretrække ingen grænser.

Er bowlingbørn det nye sort?

Curlingbørn kontra bowlingbørn

 

Curlinggenerationen opstod omkring år 1990 – 2000, men her i det nye årti, er en ny opdragelses metode trådt ud, nemlig bowlinggenerationen. Modsat curlinggenerationen, hvor forældrene fejer problemerne væk, bliver børnene her kaster ud i det hele, og skal lære det på den hårde måde.
Denne generation kaldes bowling generationen, da de bare bliver ’kastet’ lige ud i keglerne, uden nogen form for beskyttelse.
Det er forskelligt fra forældre til forældre, for nogle af dem står klar med hjælp, både med økonomisk og kærligt, mens andre næsten ikke er der.
Afhæng i af det enkelte individ, kan personerne udvikle sig forskelligt. Oftest hos curlingbørnene ser vi nogle mennesker som udvikler sig til ikke at magte noget, og bliver tit uselvstændige. Disse mennesker kan tit have svært ved at passe ind, i større sociale fællesskaber, da selvstændige menneske, oftest har det med at forvente noget af andre mennesker. Når forældre opdrager på denne måde, mener de det ikke ondt, men de gør faktisk deres børn en bjørnetjeneste. De ligger magten over til børnene, og så bliver mor og far ellers bare kørt rundt i manegen. Så når disse børn vokser op, kommer de højst sandsynligt til at få det svært, for mor og far har jo altid givet dem deres vilje, men når man kommer ud i det virkelige liv, er der ingen forældre til at løse arbejdsopgaverne og købe ind for dem.
Bowlingbørnene som lærer fra de er små af, at klare deres problemer selv, udvikler sig oftest som selvstændige, og hårdhudede mennesker, for de er vant til at møde modgang, og de ved hvordan man skal tackle det.
Bowlingbørnene opdrages til at have masser af pligter derhjemme, og magter at fragte sig selv rundt i verden, nærmest uanset hvordan vejret er. De klarer selv konflikter i skolen, og lapper også selv deres cykler.
Men alligevel mener mange, at det er vigtig at huske næste kærlighed i denne her opdragelsesmetode. For som Fru Z fra hendes blog af samme navn siger: ”det er jo så populært at sige, at vores børn ikke opføre sig som vi siger de skal, men derimod som vi selv gør. Så jeg skal eddermanme ikke være for streng ved dem, for jeg gider godt have mig et rart otium!”[1]
I et klip fra Go’ Aften Danmark, er Anne Grethe Bjarup Riis, Anders Stjernholm og Peter Lund Madsen inviteret ind for at snakke om Michelle Hviid’s klumme, hvor hun bl.a. skriver følgende:

Ud i keglerne med dem
Curlingbørn er for tabere. Bowlingbørn er det nye sort. Ud i keglerne med dem. Jeg står selvfølgelig klar med plaster og kærlighed. Skærmer jeg mine børn, ved ikke at lære dem at håndtere modstand, konflikt, nedtur og kaos? Jeg vil meget hellere ruste mine børn til at klare sig selv, også når himlen ramler ned i hovedet på dem – for det kommer til at ske. Jeg ønsker hellere at lære dem at kæmpe for deres drømme, bede om hjælp, vide at verden ikke er retfærdig. Planen er jo sådan set at de engang skal flyve fra reden. ” [2]

I dette klip, bliver alle parter enige om at de nok alle sammen var bowlingbørn, og er bowlingforældre. Men samtidig tror de også at alle mener det, da der ikke er nogen som har lyst til at udråbe sig selv som curlingforældre, eller barn. De mener også at opskriften til god børneopdragelse ligger i begge disse to opdragelsesmetoder, for hvis man tager ’best of both worlds’ så får man den rette balance.


[1] Citat af Fru Z fra hendes blog http://fruz1.wordpress.com/tag/bowlingborn/

[2] Sådan siger Michelle Hviid i en klumme for 24.dk

Hvilken indflydelse har tv?

Reality tv

 

I dagens Danmark findes et utal af reality programmer, og mange letpåvirkelige unge føler sig fristet til at melde sig til. Problemet er bare, at når man stiller op i et talentshow, så kræver det man har et talent, og mange forældre tør ikke tage konsekvensen, og fortælle deres børn at de faktisk ikke har noget talent. Men det er jo også svært, når et barn kommer i en alder af 6 år, og skal vise mor og far sit helt nye dansenummer, for hvad skal man så sige til barnet, hvis det ligner noget der er løgn? Du kan jo ikke skuffe dit barn og sige: ”Hold da op lille Mie, danse? Nej det kan du i hvert fald ikke, du ligner en fugleunge der har brækket sine vinger, så du må nok hellere satse på noget andet”. Vi er alle sammen gode til noget, men nogle gange bliver vi bare nød til at sætte nogle grænser. Det er jo ikke fedt at udstille sig selv på landsdækkende tv, fordi mor og far aldrig har sagt du faktisk ikke kan synge.
Curlingbørnene, har en tendens til at tro at de kan det hele, og kan få det hele, for mor og far har jo givet dem alt, og hjulpet dem med alt. Derfor ser man tit og ofte sådan nogle i tv-programmer som X Factor, Talent, De unge Mødre, Paradise Hotel, Big Brother, Wipe Out og mange flere shows hvor de har en mulighed for at blive kendt.
Curlinggenerationen går også under navnet ’Se mig, Se mig, Se mig’ generationen, og Reality generationen, for de fleste børn er blevet opdraget til, at de er jordens centrum. Alt skal handle om dem, og de vil stort set gøre alt for at komme i fjernsynet. Nogle bruger det sågar også til at bygge en karriere op. Hvis vi kigger på Amalie Szigethy, som startede med at deltage i Paradise, så startede hun jo sin ’karriere’ på den måde. Efter at have udtalt nogle knap så vise ord på landsdækkende fjernsyn, blev hun kendt som Amalie fra Paradise, hende den dumme. Ud fra det, har hun fået sit eget tv show ’Amalies verden’ som udelukkende handler om hende, hendes mor og Peter Birch som hun havde sex med nede på Paradise Hotel. Derefter har hun medvirket i mange interviews, og nu skal hun snart være med i en ny tv serie kaldet ’Divaer i Junglen’. Hun deltager i en masse store events, hvor hun går på den røde løber, og snakker med en masse journalister, men hvad er hun egentlig kendt for? At være dum. Er det et talent?
Vi elsker alle at se disse mennesker gøre sig selv til grin, men hvorfor er der ikke nogen der siger noget til dem? Curlingbørn er meget sarte overfor sandheden og for virkeligheden, for de har aldrig i deres liv fået kritik, og hvis de endelig har, så har mor og far taget fat i dem som har sagt det, og ellers prøvet og forklare at ’det mente de jo ikke’ osv.
Man siger at ydmygelse, fordømmelse og intriger er 3 nøgleord når man snakker om reality tv, og hvis yngre børn kigger med, så kommer de til at være sådan overfor andre menneske. De ydmyger dem, fordømmer og skaber intriger. Så hvis alle børn var sådan, så ville verden se helt anderledes ud. Der er meget af det nu, specielt i teenagealderen, for man tænker: ”Nej de er på tv, og de gør og gør sådan og sådan, så derfor skal jeg også gøre sådan” for automatisk tænker vi: TV = succes, og vi vil jo alle sammen gerne have succes. Så hvis de går og bagtaler hinanden på Paradise Hotel, så skal vi også gå og bagtale hinanden, og hvis de får et barn i De unge mødre, så skal vi også have et barn.
Derfor har vi brug for nogle forældre der træder i kraft, og tager konsekvensen og bliver uvenner med deres barn ved at sige: ”du kan ikke synge”.
Mange forældre vil gerne være venner med deres børn, men de er altså forældre i sidste ende, og bliver nød til at sige stop.

Hvad kan vi gøre ved det?

Konsekvenserne & løsningen

 

Hvis curlinggenerationen aldrig stopper og der bliver ved med at komme flere og flere curlingbørn, vil der være påbegyndt en ond cirkel. For de børn der er blevet opdraget som curlingbørn vil tro at det er sådan man skal opdrage sine børn. Så de vil gøre det samme, forkæle deres børn.  Deres børn vil så vokse op og gøre præcis det samme. Hele vores samfund vil så bestå af curlingbørn, børn som er meget optagede af dem selv. Samfundet kommer til at handle om individer i stedet for et samfund. Det kan slet ikke fungere, vi vil få en skat på 200 % fordi at folk vil misbruge alle de offentlige gratis ydelser, fordi de tror at de er til stede for deres egen skyld. Der kommer ikke til at være nogen arbejdspladser der fungerer, fordi hvis de ansatte er utilfredse med noget, så tror de at de bare kan skride, uden at det har konsekvenser. Men det har det selvfølgelig, alle upopulære valg har konsekvenser. Men det har curlingbørn aldrig fået af vide, eller oplevet selv.

For hele verden kan denne her generation betyde at udviklingen vil gå i stå. De ansatte og dem der skal bære verden videre vil ikke være vant til selv at tage et ansvar og de vil slet ikke kunne håndtere en hård hverdag.

Vi går store problemer i møde, som der snart skal tages stilling til. Her snakker jeg for eksempel om klimaproblemerne. Det er curlinggenerationens børn der skal tage sig af de her problemer og finde en løsning inden det er for sent, og hvis de her mennesker ikke engang kan fungere på en arbejdsplads, er chancen for at de kan finde en læsning på klimaproblemerne meget små.

Vi har først og fremmest brug for at lære vores børn at fungere i et fællesskab, for vi er trods alt intet alene i forhold til et stort og velfungerende samfund. Forældrene har brug for at tage stilling til om de har tiden og midlerne til at få børn, for det er trods alt et stort ansvar og arbejde. Udover det skal forældrene ikke være så bange for at opdrage deres børn, de kan trods ikke forvente at der er nogen andre der gør det. Men curlinggenerationen er trods alt ved at være yt, og bowlinggenerationen er ved at komme frem, hvilket kan være en stor fordel.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.