Hvad er curlinggenerationen?

by anneogjulie

                CURLINGGENERATIONEN/-BØRN/-FORÆLDRE

 

 

Curling: [ˈkœːleŋ] Spil på isbane. Oprindeligt en skotsk vintersport. Spilles med sten forsynet med håndtag. Disse kastes mod et cirkelformet mål, så havner så nær centrum som muligt; til styring af stenens bane fejes isen foran stenen.

Curling-forældre: [ˈkœːleŋ-fʌˈεlˀdʁʌ] Forældre som vil gøre alt for at rydde vejenfor deres børn, så de hurtigt, let og smertefrit kan komme frem i forreste række.

Curling-barn:     [ˈkœːleŋ-ˈbɑˀn] forkælet barn der overbeskyttes og serviceres af dets forældre uden at de stiller krav.

 

Ordet ”curlingbørn” blev for første gang hørt i 1999. Dengang var der ikke mange der kendte til begrebet, men der var overraskende mange der var curlingbørn og –forældre. I 2000 tilbragte mere end 60% af alle børn over 45 timer i deres institution ugentligt, og i de 3 år et barn gik i børnehave i år 2000 så pædagogerne børnene 50% mere end forældrene[1]. Altså, børnene brugte hele dagen i børnehaven, og når de så blev hentet af forældrene havde de travlt med at handle ind, lave mad, rydde op og tage sig af sig selv, ved for eksempel at se tv og sidde på computeren. Det betyder at forældrene stort set kun havde weekenderne til at være sammen med deres børn. Der ville de selvfølgelig gerne indhente pædagogernes forspring, så for at charmere sig ind på børnene forkælede de dem og gav dem hvad de ville have. Derfor var det egentlig pædagogerne der stod for opdragelsen af børnene, mens forældrene bare hyggede sig med dem.

 

Det er selvfølgelig klart at børnene var nødt til at blive passet og opdraget mens forældrene var på arbejde. Det at børnene skulle være i institutionerne var heller ikke det egentlige problem. Det var snarere det at der var mere fokus på kvantitet end kvalitet. Det lyder jo egentlig ikke så slemt, for der skal jo være plads til alle, men der er vel altid plads til et par ekstra. Resultatet af det blev dog at forældrene fokuserede så meget på at give plads til alle, at de kom til at behandle deres børn som burhøns. Når 8 pædagoger får ansvaret for 100 børn[2] bliver det svært for pædagogerne at opdrage alle børnene, og når forældrene heller ikke har tid eller lyst, så bliver det jo ikke gjort.

Selv helt frem til i dag tør forældre mindre og mindre. Forældrene har svært ved at sige ”nej” til børnene og skælde dem ud, fordi de gerne vil have at de skal have det så godt som muligt. Forældrene kan ikke holde ud at se på et hylende barn der ikke får sin vilje, så derfor giver de bare op og giver barnet det de vil have. Sådan lærer børnene at, hvis de bare fælder en tåre og bliver kede af det skal de nok få deres vilje. På den måde bliver de vant til det og børnene får ingen grænser, hvilket de ofte tror, gælder for dem hele livet, så de gør stort set bare hvad der passer dem.

Det er vigtigt at børn udvikler sig, og i børnehaver og andre institutioner gør man det på den måde at børnene hele tiden bliver mødt med udfordringer lidt over deres niveau. Børn lærer jo ikke alting af sig selv, de har brug for nogle hænder at holde i når de skal lære at kravle, eller nogen til at holde fast i cyklen til de selv kan. Men nu til dags tør forældrene ikke slippe cyklen. De er bange for at der skal ske noget med deres små guldklumper, så de bliver bare ved med at holde fast i cyklen. På den måde lærer børnene ikke at magte nederlaget ved, for eksempel, at falde på cyklen og slå sig. Børnene lærer ikke hvordan det er at have lidt modgang, og de får meget lidt selvværd. De kan ikke fungere på en arbejdsplads, for hvis de får en chef der er lidt dum nogle gange, går klappen fuldstændig ned, og de ved ikke hvad de skal gøre. Så er det at de søger hjem til mor og far for hjælp, men forældrene opdager ikke problemet i det. De tænker bare: ”Wauw, mit barn på 24 har stadig brug for mig!” Også hjælper de gladelig, i stedet for at sige ”op på hesten igen!”

Men det er ikke alle curlingbørn der reagerer sådan på forældrenes manglende opdragelse. Andre børn bliver meget lidt opmærksomme på dem selv, og samtidig tror de at de er de bedste i verden til alting, for det har de jo altid fået af vide. Selvfølgelig skal man ikke sige til en 4-årig: ”Hold da op, det er da den grimmeste tegning jeg længe har set”. Men det er måske en god idé at stoppe de unge mennesker inden de, for eksempel stiller op i X-Factor. For der får de ren besked, de bliver faktisk ydmyget foran hele Danmark. Man kan også se at de er helt smadrede bagefter, for de har jo altid troet at de kunne synge. Der ville de fleste nok have fortrukket at mor eller far lige stoppede dem og sagde: ”Det kan godt være det måske ikke lige er sang, du skal blive til noget stort indenfor”. Forældrene tror så at børnene vil blive sure på dem, og ja, det kan da godt være at de så går og surmuler lidt, men så længe at forældrene så husker at fortælle børnene når de er gode til noget, de rent faktisk er gode til vil de få meget mere selvtillid, og de vil undgå at blive ydmyget af en eller anden de ikke kender så godt som deres familie.

Men forældrene går så meget op i at de skal være venner med deres barn i stedet for forældre. De vil så gerne have at børnene er glade og at de kan lide dem, og det tror de at de opnår ved at give børnene alt hvad de peger på. Men egentlig får børnene bare snoet deres forældre om deres lillefinger, hvilket gør dem hamrende usikre. Da vi interviewede Hanne Bendi Jespersen, børnehus-/diskriktsleder Grantoften-Ballerup, kom hun med et rigtig godt eksempel om deres naboer:

”I halvanden time havde faren stået ude foran døren, fordi han (barnet, red.) ikke ville gå ind over dørtrinnet. Vi spurgte hvorfor de ikke bare bar ham ind, hvortil han svarede: ”Jamen han vil ikke!”

Den lille dreng havde fuld kontrol over han fuldvoksne far, og det får jo drengen til at føle sig meget usikker, og han kommer til at tænke: ”Når ikke engang far kan passe på mig, hvem kan så? Jeg kan styre ham til at stå herude i halvanden time!”. Den glemmer mange af curlingforældrene, for de tænker bare på at deres børn skal have det godt, det skal de jo selvfølgelig også, men børnene for mere ud af at nogle forældre der også godt tør lære dem noget. Mange af forældrene mangler også noget fornemmelse. De tør ikke træde i karakter og opdrage. Forældrene mangler fornuft, man kan for eksempel se det på overvægtig børn i Danmark. Der er blevet ca. 40000 flere overvægtige børn i Danmark siden 1995[3]. Det kan være fordi at forældrene ikke ved hvor meget en portion er. De bliver ved med at skovle op til barnet, som var det en voksen mand. Børn skal jo langtfra spise som en voksen mand når de kun er nogle få år gamle. Men det er da de færreste der ved hvor meget deres barn skal have at spise lige fra fødslen. De fleste finder dog ud af det, ved at mærke efter. Men det tør de her curlingforældre ikke. Tænk nu hvis deres barn ikke fik nok mad!

Mange børn hvis forældre agerer kammerat for dem, i stedet for forælder, mangler respekt for deres forældre men også andre voksne. De kan risikere at blive til de der unge der siger: ”Fuck dig, det er da ikke mit problem!” hver gang de bliver bedt om noget. Får de lidt modgang går det også helt galt for dem, og det er dem der ofte kan finde på at dulme smerten med alkohol eller stoffer. Det er tydeligt at alkoholforbruget i Danmark er stigende[4], det kan være et tegn på at der er kommet flere og flere curlingbørn, hvilket jo ikke er så godt.


[1] Kilde: Bent Hougaard i bogen ”Curling-forældre og service-børn”

[2] Dette er i år 2000

[4] Kilde: PDF-filen ”Alkohol” fra hjemmesiden http://www.si-folkesundhed.dk

Reklamer